Åben dialog ved psykoser

I Vestlapland er der gennem de sidste 20 år med fremragende resultater udviklet en netværkscentreret psykiatri, baseret på åbne samtaler.

Denne finske netværkscentrerede behandlingsmodel, som er udviklet fra 80'erne og frem til i dag, er på mange måder banebrydende. Den løser en lang række af de problemer og modsætninger der består i den traditionelle psykiatri, socialpsykiatrien og ikke mindst den uheldige position og rolle de pårørende har i deres forhold til psykiatrien.

• Over 60 procent af de behandlede, får ikke medicin og kan blive i deres oprindelige arbejde og netværk

• I 1994 fik Keropudas Hospital - det centrale hospital i området - en finsk pris fordi der ikke længere rekrutteredes kroniske patienter blandt Vestlaplands 72.000 indbyggere

• De seneste resultater viser at hvor forekomsten af skizofrene i Vestlapland tidligere har været ekstremt høj, med et gennemsnit af 35 nye skizofrenipatienter pr. 100.000 indbyggere i midtfirserne, er forekomsten med udviklingen af det nye familie- og netværkscentrerede behandlingssystem faldet til syv pr. 100.000 i midten af 90'erne

Mennesket står ikke alene som individ, vi definerer alle vores identitet i et løbende sampil med andre. Derfor kommer sproget også til at spille en vigtig rolle… Ofte vil de tilstande som psykiatrien definerer som kliniske diagnoser og dermed ikke går ind i, være traumatiske følelsesmæssige tilstande hvor sproget "vender om" og bliver uforståeligt, "man kan ikke sætte ord på".
Seikkula er nået frem til at betragte psykosen som "en måde at håndtere skræmmende oplevelser i ens liv hvor der ikke findes andet sprog end hallucinationer og vrangforestillinger". Derfor er udgangspunktet på behandlingsmøderne blandt andet at forsøge at sætte ord på disse oplevelser. "Den professionelle indgår i diskussionen i netværket med udgangspunkt i sine teorier, den enkeltes teorier er en central del af hans eller hendes professionelle struktur. Netværkets diskussion bliver naturligvis rigere jo mere kompetent personalet i mødet er."
Seikkula fastslår også at det i livet er umuligt at finde én forklarende årsag til problemet, selvom man har den opfattelse i visse videnskabelige kredse. Han skriver også at "Netværkscentreret arbejde kan ikke erstatte de allerede eksisterende hjælpemetoder, men giver mulighed for at integrere metoder der er skilt fra hinanden, så at klientens helhedssituation bliver det centrale."
At alle deltager med hver deres stemme på behandlingsmøderne synes jeg er en elegant måde at løse koordineringen på: fordi alle hører hvad de andre mener, bliver der ikke tale om at forskellige hjælpesystemer modarbejder hinanden eller trækker i forskellige retninger. Den slags konflikter og modsætninger går ud over brugeren. Desuden undgås de misforståelser i kommunikationen som let opstår hvis den foregår via journaler eller andet skrevet, telefonsamtaler osv.

1. Hurtig hjælp. Gruppen arrangerer det første møde indenfor 24 timer efter første henvendelse fra patienten, en pårørende eller visiterende enhed. Desuden er der etableret et 24 timers kriseteam. Et formål med den hurtige hjælp er at undgå indlæggelse i så mange tilfælde som muligt. Patienten deltager i de allerførste møder i intens psykotisk tilstand.

2. Det Sociale Netværksperspektiv. Patienterne, deres familie, og andre nøglepersoner i deres sociale netværk er altid inviteret til det første møde for at mobilisere støtte til patienten og familien. De andre nøglepersoner kan være arbejdskolleger, arbejdsgivere, naboer eller venner.

3. Fleksibilitet og mobilitet. Behandlingen tilpasses de specifikke eller foranderlige behov i hvert tilfælde og man bruge de terapeutiske metoder der er bedst i det enkelte tilfælde. Behandlingsmøderne bliver, med tilladelse fra de pårørende, gennemført i patientens eget hjem.

4. Ansvar. Den der kontaktede familien, er ansvarlig for at planlægge det første møde. På møderne besluttes behandlingen og teamet tager herefter hånd om den.

5. Psykologisk kontinuitet. Teamet tager ansvar for behandlingen af både ikke-indlagte og indlagte så længe der er behov for det. Patientens sociale netværk deltager gennem hele forløbet i behandlingsmøder, og også når andre terapeutiske metoder anvendes. Processen ved en akut psykotisk krise kan forventes at vare to-tre år.

6. Tolerance og usikkerhed. Bliver styrket igennem opbygningen af tillid til den fælles proces. Ved psykotiske kriser, kræves der for at en ordentlig følelse af sikkerhed kan udvikles at der afholdes møder hver dag i hvert fald i de første 10-12 dage. Derefter bliver møderne organiseret regelmæssigt i overensstemmelse med ønsker fra familien. Almindeligvis bliver der ikke lavet detaljerede behandlingsplaner i krisefasen, men i stedet aftalt om og hvornår det næste møde skal finde sted. På denne måde undgås for tidlige konklusioner og behandlingsbeslutninger. For eksempel er neuroleptikabehandling ikke noget man begynder på med det samme; en eventuel behandling diskuteres ved mindst tre møder, før den begyndes.

7. Dialogbasering. Fokus er primært at fremme dialog og sekundært at skabe forandring hos patienten eller i familien. Dialog ses som et forum hvor familier og patienter får mulighed for at opbygge forøgede midler i deres liv ved at diskutere problemerne. En ny forståelse opbygges i rummet mellem de deltagende.

Som bruger støtter jeg denne model af mange grunde. Først og fremmest fordi vægten er lagt på medicinfri behandling, og fordi modellen ikke fastholder brugeren i rollen som syg - den skaber ikke kroniske patienter.
Vigtigt er også at modellen er præventiv i sin karakter, og at ens "rigtige netværk" ikke ødelægges. Modellen forholder sig til mine oplevelser og står ikke udenfor med andre dagsordener - for eksempel kliniske diagnoser/billeder af mig der kan bruges i forskning og andet. Den umyndiggør mig ikke, men arbejder efter vores internationale brugerprincip "Intet om mig uden mig" Hele modellen bygger på åbenhed og formindsker stigmatisering.
For de pårørende er modellen optimal på grund af åbenheden. De pårørende kæmper stadigt i Danmark for at få indblik i og blive indraget i behandlingen. Med denne model er tavshedspligten er ikke længere et stort problem.

Netværket er ikke objekt for forandring, men netværket skaber forandring

Læs mere:

Öppna Samtal - från monolog til dialog i sociala nätverk
Af Jaakko Seikkula
Forlaget Mareld, 1996

Open Dialogue in Psychosis I: An Introduction and Case Illustration
Af Jaakko Seikkula, Birgitta Alakare, Jukka Aaltonen
Journal of Constructivist Psychology (2001, in press)

Open Dialogue in Psychosis II: A Comparison of Good and Poor Outcome Cases
Af Jaakko Seikkula, Birgitta Alakare, Jukka Aaltonen
Journal of Constructivist Psychology (2001, in press)

Sygeplejerske på vej hjem fra familiemøde Gæstebog