OM LAP

NYHEDER

LINKS

KONTAKT

OM MEDICIN

Mange mennesker føler at medicin kan være en hjælp til at undertrykke de mest alvorlige symptomer. Hvor det førhen var sådan at medicin blev betragtet som den eneste rationelle mulighed der fandtes for at reducere psykiatriske symptomer, så er det i en recovery sammenhæng blot én blandt mange forskellige muligheder og valg der findes for at håndtere symptomer. Andre muligheder indeholder recovery færdigheder,strategier og teknikker, som sammen med andre behandlinger der forholder sig til almene helbredsproblemer, kan føre frem til at man kommer sig. Selv om medicin selfølgeligt er et valg, tror jeg ikke på  at holdningen ”du skal huske at tage din medicin” som det vigtigste, er brugbar.

Mennesker der oplever psykiatriske symptomer har en sej kamp med at klare bivirkningerne ved den medicin der bruges til reduktion af symptomer – det er bivirkninger såsom overvægt, impotens, manglende sexlyst, tør mund, forstoppelse, apati og ekstrem træthed. Oveni dette frygter de langtidsvirkningerne ved medicinen. Mange af os der oplever disse symptomer, ved at de piller vi tager lige nu ikke har været længe på markedet – ikke længe nok til at man ved hvad bivirkningerne er på længere sigt. Vi ved at “ufrivillige bevægelser” tardiv dyskinesi , ikke blev opdaget som en bivirkning før efter mange år. Vi er bange for at få lignende irreversible (uomgørlige, blivende) skader og destruktive bivirkninger. Vi vil gerne mødes med respekt fra vores professionelle  når vi har denne frygt,PILLER og ikke ønsker at tage den medicin der kan sætte vores livskvalitet i fare.

Når mennesker der har samme erfaringer mødes , begynder de at tale om deres bekymring omkring medicinen og om alternativer der har været hjælpsomme.De opbygger en form for ”gruppe empowerment” (styrke sammen) som begynder at udfordre holdningen om forebyggende medicin, eller medicin som eneste måde man kan løse problemerne. På den anden side er lægerne bekymrede for at brugerne skyder skylden for deres sygdom overpå medicinen og de frygter at deres patienter vil stoppe med at tage medicin hvilket kan medføre værre symptomer. Disse to holdninger kommer tit til at stå skarpt overfor hinanden og kommer til at forstærke det ulige forhold mellem behandler og patient. Brugerne frygter, at hvis de stiller spørgsmål til lægernes holdning og ønsker at reducere eller trappe ud af medicinen, så vil de blive truet med tvangsindlæggelse eller tvangsbehandling. Lægerne frygter at brugerne springer på en farlig vogn og at den vil medføre at man mister kontrol over symptomer og at personens sikkerhed vil komme i fare. Derfor foregår den meste snak om medicin/ikke medicin uden råd fra læger.

I en recovery orienteret praksis skal der fokuseres mere på eget valg og eget ansvar for ens adfærd. Hvis man mener at medicin kontrollerer ens tanker og følelsesliv mens alle muligheder for glæder og nydelse undertrykkes, så er der behov for at udvikle en ny måde at tale om vores symptomer så hver af os får flere valgmuligheder for at forholde os til dem.

Nogen tror at det er "finere" at klare problemerne uden medicin, det er ikke rigtigt. Om man vælger at bruge medicin eller ej er ikke noget moralsk rigtigt eller forkert. Det er nærmere sådan, at hver enkelt, hvis de vælger støtte fra medicin, bør forholde sig meget bevidst til brugen og minimere bivirkninger så de ikke er ødelæggende for livskvaliteten.

Det er anderledes med hensyn til brug af medicin under tvang.

Det er ikke noget vi ønsker, og mulighederne for at overflødiggøre dette er stadigt være vores mål.

Hvis vi ser hvad der kan gøres for at minimere brugen af medicin er Vestlaplandsmodellen kommet meget langt. Mellem 60-80% af førstegangspsykotiske bliver raske uden medicin.

Hvis vi sammenligner med Danmark, kunne man sige at muligvis 50% af de der idag tager medicin, ikke ville have behøvet det - hvis vi havde haft en psykiatri a´la´Vestlapland.